ÆLDRE SAGEN MANGLER KONKRETE KRAV TIL KOMMUNERNE I æLDREREFORMEN

Ældre Sagen er tilfreds med de store linjer i ældrereformen, der blev præsenteret torsdag aften, men der mangler konkrete krav til kommunerne.

Det siger chefkonsulent i Ældre Sagen Per Tostenæs til Ritzau.

- Vi havde gerne set, at der i aftalen var mere håndfaste krav over for kommunerne, der sikrede, at alle svækkede ældre, der modtager hjælp, rent faktisk får denne her mulighed, siger han.

- Det er vores håb nu, at når aftalen bliver omsat til konkret lovgivning, så vil man gå ind og sige til kommunerne, at det her ikke er et valg. Det er noget man forventer.

Torsdag aften har regeringen og en række aftalepartier fremlagt en aftale om en ældrereform.

Aftalen rummer blandt andet øget selvbestemmelse for den enkelte ældre og en større tillid til medarbejdere og ledere i plejesektoren.

Derudover vil man udbrede brugen af faste teams.

Tanken er, at det kan nedbringe sygefravær og øge omsorgen for de ældre, hvis medarbejderne arbejder i faste grupper.

Det er ifølge Per Tostenæs "uhyre fornuftigt", at man i aftalen lægger vægt på, at det er den ældres behov, der skal være i centrum.

- Vi synes også, at der er rigtig fornuftigt, at der skal være så få som muligt omkring den enkelte ældre, siger han.

- Vi ved fra undersøgelser, at de, der modtager hjemmehjælp, værdsætter, at de er trygge ved og kender dem, der kommer hjem til dem.

Aftalen indeholder også et kvalitetsløft af ældreplejen på en milliard kroner årligt fuldt indfaset fra 2027.

Der er desuden afsat 376 millioner kroner, der er øremærket udbredelsen af faste teams.

- Vi havde jo gerne set, at man havde givet flere penge. En milliard kroner er mange penge, men i forhold til de besparelser der har været år efter år i kommunerne på ældreområdet, så skal der meget til at indhente det forsømte, siger Per Tostenæs.

Der skal ifølge ham et tocifret milliardbeløb til, hvis man vil gøre op for de sidste mange års besparelser på området.

Bag reformen står Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

/ritzau/

2024-04-18T20:20:04Z dg43tfdfdgfd